Violvej 8, 9670 Løgstør

Familievenlig villa med dejligt terrassemiljø

Ejendommen her på Violvej 8 er af den særdeles familievenlige slags. Her er god plads til selv den store familie. Planløsningen leverer kvadratmeter til såvel samvær som de mere rolige, tilbagetrukne stunder. Baghaven er velafskærmet og byder på flere dejlige terrasser, og endelig er beliggenheden også værd at notere sig.

Fra den stille villavej er der nogenlunde lige kort gå- eller cykelvenlig afstand, uanset om dagens program står på ærinder i centrum, eller om turen går til Lanternes idræts- og kulturtilbud. Der er også blot en lille kilometer til skolen, og den daglige skolevej kan derfor let tilbagelægges til fods af selv unge barnefødder.

Den velholdte og løbende istandsatte villa fra 1959 giver dig 159 m2 på en 811 m2 stor grund, hvor der tillige er både carport og garage samt et godt skur i forlængelse heraf.

Planløsningen er disponeret med en entré, der fungerer som bindeled mellem en stor stue og et tilsvarende rummelig køkken-alrum, og hvorfra der endvidere er adgang til et gæstetoilet. Fra stuen er der udgang til den overdækkede del af et stort terrassemiljø i baghaven, og fra køkkenet er der adgang til et soveværelse samt direkte forbindelse til bryggerset.

Bryggerset giver adgang til badeværelset og til en værelsesfløj, der rummer tre gode værelser, hvor det derfor er oplagt at lade børnene husere. Fra denne fløj er der ligeledes udgang til terrassemiljøet, der takket være afskærmning på tre sider mest af alt minder om en gårdhave med masser af læ og ugeneret privatliv. Ud over den velafskærmede, sydvendte terrasse får du også et stort stykke med græs, der er helt enkelt anlagt, og derfor også er helt enkelt at holde.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.