Hyggeligt og velindrettet ældre fritidshus med fredelig placering
Dette fritidshus på Lyngbjergvej 9 står i en meget velholdt stand med mange fine oprindelige detaljer, som føjer karakter og et strejf af nostalgi til stedet. Boligarealet på 65 m2 er virkelig veludnyttet, og den 995 m2 store grund er dejligt afskærmet af velopvokset randbeplantning, så du her for enden af den i forvejen blinde vej er ganske privat og ugeneret.
Husets planløsning giver dig et indbydende opholdsafsnit, hvor stue og køkken ligger i åben forbindelse. Her er brændeovn til hyggen og varmen, store vinduespartier sørger for en dejlig visuel forbindelse til de grønne omgivelser, og der er selvfølgelig også direkte udgang til det store, delvist overdækkede terrassemiljø, der strækker sig omkring tre af husets sider. Ligeledes er der fra terrassen adgang til skur med opbevaringsmuligheder.
Fra køkkenet er der via et bryggers adgang til brusebadeværelset, og endelig får du tre værelser - to i husets ene ende og et i den modsatte. Endelig er her et praktisk redskabsrum til opbevaring samt en carport.